• Chok/traume
• Stress
• Særlig sensivitet
• Spiseforstyrrelser
• Efterfødselsreaktioner
• Unge 15-20 år
• Kurser
• Meditation
• Foredrag
• Nervesystemet og hjernen
• Links og inspiration

nervesystemet og hjernen

Det autonome nervesystem
Det er den autonome del af nervesystemet, der er interessant, når vi beskæftiger os med traumer og psykologiske problematikker. Det er den del af nervesystemet, der er ubevidst og udenfor viljens kontrol, og som bl.a. styrer vores vejrtrækning, organer og vores overlevelsesimpulser. Jeg opfatter nervesystemet som bindeleddet mellem krop, sind og psyke.

Fra 1888 til 1996 opfattede man det autonome nervesystem som et todelt system, der veksler mellem stress og afslapning.

Men i 1996 opdagede Stephen Porges (professor i psykiatri, hjerneforsker og leder af Brain Body Center ved Illinois Universitetet), at der findes to tilstande af ikke-stress, og at det autonome nervesystem således er tredelt:
• Det mest primitive af disse har dit udspring fra de tidligste fiskerarter (for ca. 500 mio år siden) og kaldes parasympaticus. Funktionen af dette system er immobilisering/lammelse og at bevare energi ved at sænke stofskiftet og at lukke ned for nervesystemet.
• Det næste skridt i den evolutionære udvikling er udviklingen af det sympatiske nervesystem (kaldes sympaticus), der har udviklet sig fra krydsyrsperioden (for ca. 300 mio. år siden). Funktionen af dette system er (muskel)mobilisering og styrket handlekraft og rummer impulsen til kamp og flugt.
• Det sidste skridt i den evolutionære udvikling er det sociale engagement, der har sit udspring for ca. 80 mio. år siden og som kun findes hos pattedyrerne. Dette system, der er det højst udviklede, regulerer kompleks social adfærd, tilknytningsadfærd og understøtter og rummer impulsen til afslappet tilstedeværelse, engagement, empati, omsorg og kærlighed.

Dette kaldes ”den polyvagale teori” eller det sociale engagements system, fordi teorien er opstået med udgangspunkt i opdagelsen af, at den 10. kranienerve, ud over de umyeliserede nervetråde der styrer immobilitet, nedlukning og dissociation i bl.a. fordøjelsesorganerne under vejrtrækningsmusklerne (den dorsale vagus gren), også har en "smart" og positiv gren af myeliserede nervetråde, der afslapper organerne over vejrtrækningsmusklerne og som – allervigtigst - beroliger hjertet (den ventrale vagus gren) og regulerer samt koordinerer relationer, tilknytning og følelsesmæssig intelligens. Den 10. kranienerve (der hedder vagus nerven) arbejder sammen med 4 andre af hjernens i alt 12 kranienerver (kranienerve 5, 7, 9 og 11), og tilsammen er disse 5 kranienerver bestemmende for vores evne til at være afslappet tilstede og til at nære kærlige, positive og empatiske følelser over for andre.

Vores nervesystem er afstemt til at vurdere eventuelle risici i vores omgivelser. Denne ubevidste evalueringsproces kalder Porges "neuroception". Hvis du opfatter dine omgivelser som trygge, vil dit sociale engagements system hæmme de mere primitive limbiske strukturer og hjernestammestrukturer, som kontrollerer immobilisering og kamp eller flugt. Hvis dine omgivelser opfattes som farlige, vil de primitive systemer overtage. Er du opvokset i et utrygt miljø, er det sociale engagements system muligvis ikke være fuld udviklet, og du kan være i en merre eller mindre permanent tilstand af immobilisering eller mobilisering.

Den treenige hjerne
Hjernen er forbundet gennem et stort antal kredsløb og kan groft set deles i tre dele:
• Neocortex (også kaldet Neopallium, den Neomammaliale hjerne og den præfrontale cortex) er den rationelle og tænkende hjerne, og det system, der gør os specifikt menneskelige. Det er denne del af hjernen der er forbundet med det, vi kalder det bevidste sind. Det er her vi interagerer med og analyserer erfaringer fra den eksterne verden.
• Den limbiske hjerne (også kaldet Paleopallium, den palæomammaliale hjerne og pattedyrshjernen) er den motoriske og følende hjerne. Det er her vi finder balancen mellem den ydre og den indre verden, og her vi tolker og modulerer impulserne fra reptilhjernen. Det er her kærlighedsevnen hører hjemme. Og det limbiske system er tæt forbundet med det autonome nervesystem.
• Reptilhjernen (også kaldet Archipallium, krybdyrhjernen og hjernestammen) er sansende, energiregulerende og arousalregulerende. Det er udviklingsmæssigt den ældste del af hjernen, den mest primitive og mindst komplekse og mindst fleksible struktur i hjernen. Og den er ekspert i overlevelse – og tager automatisk over, når man føler sig truet. Den styrer vores forsvars- og overlevelsesimpulser - dvs. kamp-eller-flugt reaktionen samt stivnereaktionen (lammelse/immobilitet).

Hjernens organer:
Når vi vil forstå, hvad der sker rent biokemisk i hjernen, når kroppen reagerer med stress, uro, ubalance, ubehag eller andre psykiske symptomer, er følgende organer og signalstoffer (neuro-transmittor stoffer) vigtige (dette er kun de vigtigste):
• Amygdala der ligger over hjernestammen i bunden af det limbiske system. Amygdala fungerer som kroppens alarmsystem og aktiverer kamp-eller-flugt adfærd. Den udvikles i fosterperioden og fungerer fra barnets fødsel.
• Hippocampus der ligger ved siden af amygdala, og er vital for korttidshukommelsen, idet den forbinder erindringer med tid og sted og er en vigtig struktur ift. bevidste, logiske og sociale funktioner. Ligesom den er vigtig for behovsudsættelse. Den begynder først sin vækst et par måneder efter fødslen, modnes langsomt og er færdigudviklet ved 2 års alderen.
• Hypothalamus der er en lille struktur liggende under Thalamus, der styrer det autonome nervesystem, kroppens balancering af kønshormonerne, udskillelse af stresshormoner samt regulering af arousal- og beroligelsessystemet.
• OFC (Orbitofrontal Cortex) der er en del af neocortex men placeret tæt ved det limbiske system. OFC repræsenterer den hierarkiske top af det limbiske system og det autonome nervesystem. En af funktionerne er at få den indre og den ydre verden til at hænge sammen. OFC spiller en vigtig rolle i reguleringen af arousal og bidrager til, at stimuli opleves velkendte, meningsfyldte og personlige. OFC spiller sammen med amygdala en væsentlig rolle for adfærden ved straf og belønning (skamregulationen).

Stressresponssystemet og biokemien
Når kroppen udsættes for en stressende eller traumatisk oplevelse, vil amygdala, så snart den har opfanget at den skal være forsvarsberedt, sende et alarmsignal til hypothalamus, om at der skal frigøres signalstofferne adrenalin og noradrenalin fra binyrerne for at mobilisere kroppen til kamp eller flugt - via det autonome nervesystem. Dette sker ved at vejrtrækningen (indåndingen) og pulsen øges, således at kroppen tilføres mere ilt, leder blodet væk fra huden og ind i musklerne, der forberedes på at bevæge sig hurtigt. Samtidig aktiveres hypofysen, der frigør signalstoffet ACTH (adrenokortikotropthormon), der ligeledes aktiverer binyrerne – denne gang til at udskille hydrocortisonet cortisol. Det er udskillelsen af signalstoffet cortisol der indstiller alarmreaktionen, når faren er drevet over og/eller det er lykkedes kroppen at kæmpe eller flygte. Således vil kroppen igen genvinde sin balance – hvis kroppen har et normalt fungerende og sundt stressresponssystem.

Men når kroppens stressresponssystem er forstyrret, bremses alarmreaktionen ikke som den skal. Måske fordi kroppen er i stress for lang tid - og for permanent - og således konstant kalder på mere cortisol for at bremse alarmtilstanden i kroppen. Forskere har fundet ud af, at mennesker med stress-syndromer har en mindre hippocampus og at udskillelsen af cortisol efter først at stige mindskes, når stresstilstanden bliver kronisk. Og omvendt at cortisol-receptorerne i hippocampus forøges, når man vokser op i et omsorgsgivende og stimulerende miljø med kærlighed og kontakt. En barndom med omsorg, kærlighed og kontakt – og med plads til de følelser du nu engang har – øger din stresstærskel og din evne til selvberoligelse. Følelsen af at høre til, at blive rummet og elsket er absolut afgørende for det lille barns og senere den voksnes helbred. Kontakten med moderens bryst og arme - og den varme disse udtrykker - er således også afgørende for en naturlig udvikling af vejrtrækningen, fordøjelsesfunktionen, for et almindeligt energiniveau og for en sund udvikling af hjernen og nervesystemet, og for evnen til at takle stressende begivenheder.